Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

Kick off dag for projektet "Børn i bycentrum"

Torsdag den 3. februar blev projektet ”Børn i bycentrum” skudt officielt i gang med en fælles ”Vidensdag”. Det skete ved oplæg om børn og byrum ved arkitekt og phd. studerende Bianca Hermansen, Kunstakademiets Arkitektskole og landskabsarkitekt Anne Ramborg, Odense Kommune.

Walk n Talk
24 deltog i formiddagens oplæg og diskussion i House of Design, Kolding.
Om eftermiddagen var der Walk n Talk, hvor 4 børn i alderen 8 til 10 år viste rundt og fortalte, hvad de synes var hot og not i Kolding. Det tager tid og energi at inddrage børn i udviklingsprocessen, men det betaler sig.

Efter dagens gåtur fortalte designer Anne Mette Rasmussen, D-sign Tegnestuen: ”Jeg har selv en dreng på 8 år, men efter gåturen i dag er det blevet tydeligt for mig, hvor lidt der egentligt er for børn i gågaden.”
Projektet Børn i bycentrum kører i laboratoriet for Arkitektur og Design det næste halve år. Formålet med projektet er at gøre bycentrum til et mere interessant, udfordrende og sjovt sted for børn at være, og fokus er gågademiljøet i Kolding bycentrum.

Arbejdsgrupperne
Hvilke produkter og oplevelser, der skal sørge for det, er op til de to arbejdsgrupper, der er dannet i projektet. Den ene arbejdsgruppe består af D-sign Tegnestuen, Outsider a/s, interaktionsdesigner Ole Prinds og design børnehuset Sanseslottet. Den anden gruppe består af Insemo og designvirksomheden Reformo. Desuden er Kolding Kommune og House of Design, Kolding, partnere i projektet.

Resultatet
Resultatet af de to gruppers arbejde, vil blive præsenteret i gågaden på kulturnat i Kolding til august.
Følg med i projektet på: http://www.kidsntweens.dk/idd105.asp