Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

iMo Learn vækker opsigt på amerikansk møbelmesse

NeoCon i Chicago er Nordamerikas største messe for møbler til kontor, skoler, hospitaler m.m. Ved årets messe, der blev afholdt 10.-12. juni, vakte iMo Learn opsigt og modtog en pris.

iMo Learn er udviklet i regi af Kids n' Tweens af lektor Lars Elbæk fra Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, i samarbejde med den danske møbelproducent SiS Functional Furniture. SiS blev for nylig opkøbt af den belgisk-amerikanske koncern VANERUM Stelter, der ud over skolemøbler producerer smartboards og andet it-baseret skoleinventar. Den danske afdeling hedder i dag VANERUM-SIS. På NeoCon 2013 valgte VANERUM Stelter at præsentere iMo Learn konceptet som et element i koncernens samlede produktpræsentation, med vægt på innovative undervisningsløsninger fra børnehave til voksenstadiet. Præsentationen blev belønnet med en ”Gold Award for Best Educational Solution”.

- Vanerum Stelter bygger sin produktpræsentation på 12 koncepter med hver sin overskrift, fortæller Lars Elbæk.
- Vi præsenterede iMo Learn under overskriften ”Movement Matters”, der handler om at fysisk aktivitet er vigtig for effektiv læring. Der var stor interesse blandt messegæsterne for netop den vinkel på læring. Bl.a. var der et velbesøgt seminar med titlen ”New World of Learning” om hvordan klasserum, møbler og teknologi kan fremme fysisk aktivitet og dermed øge børns koncentration. På seminaret kunne jeg præsentere et pilotstudie, der viser at iMo Learn øger børnenes fysiske aktivitet i klasselokalet med 39 procent ved brug af iMo Learn konceptet. Når børn er aktive er de mere opmærksomme og dermed mere modtagelige for læring.

Den store interesse for iMo Learn har bl.a. resulteret i at Lars Elbæk er blevet kontaktet af en amerikansk professor, som gerne vil på gæsteophold på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Og i det hele taget har Lars Elbæk efter sin optræden i Chicago fået mange nye kontakter til fagfolk med interesse i skolemøbler med ny funktionalitet.

Sideløbende med NeoCon 2013 i Chicago er iMo Learn for øvrigt blevet præsenteret på en stor europæisk skolemøbelmesse i Hamborg, hvor de interaktive, vippende siddeblokke også vakte stor opmærksomhed.

- Inden for møbelbranchen er iMo Learn nyskabende, forklarer Lars Elbæk.
- Det er nyt at tænke skoleinventar som andet end funktion og ergonomi, men netop som noget der fremmer fysisk aktivitet og igennem iMo Learn konceptet også fremmer kropsligt forankret læring.

Der er spændende fremtidsperspektiver for iMo Learn. VANERUM’s belgiske udviklingsafdeling har besluttet at produktmodne konceptet. Siddeklodsernes fysiske design skal finpudses, og desuden skal it-delen gentænkes fra bunden. Den oprindelige klods havde plads til en iPod, der stod i trådløs forbindelse med en iPad computer. Her skal VANERUM’s belgiske ingeniører finde en mere holdbar løsning, plus at der skal udvikles undervisningsmateriale tilpasset klodsernes funktionalitet.
Desuden arbejder Lars Elbæk på at fortsætte sit samarbejde med VANERUM-SiS:

- Jeg vil gerne igangsætte et forskningsprojekt, der mere præcist måler effekten af møblerne. Sådan en undersøgelse vil efter min mening være afgørende for konceptets udbredelse. Desuden er vi ved at søge penge til at udvikle nye koncepter inden for læring med fysisk bevægelse, igen sammen med nogle af partnerne bag iMo Learn, bl.a. VANERUM-SiS og University College Lillebælt samt Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet også fra Syddansk Universitet.