Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

2012: et travlt år i Kids n' Tweens

Der har været fuld damp på kedlerne i Kids n’ Tweens i 2012, hvor slutspurten på projektet blev sat ind, selvom det først er 9. april 2013, vi runder af med en stor konference.  Her samler vi op på alle aktiviteterne i Kids n’ Tweens, plus at vi præsenterer nye initiativer. Vi vil jo naturligvis meget gerne bygge videre på de resultater vi sammen har opnået i Kids n’ Tweens og holde fast på alle jer, der har deltaget i og vist interesse for, hvordan man kan forstå og nå de 3-12 årige. Vi er fuld gang med at diskutere forsættelsen af projektet, og vi vil gerne involvere dig i dette. Det kommer du til at høre mere om i det kommende januar-nyhedsbrev.

Tak til UCL, SDU, AAA, Visit Vejle og jer andre partnere for gennem det seneste år, at have skabt travlhed på projekt-fronten og sat en stribe nye projekter i gang:

 - Vandrerhjem I Børnehøjde, der udvikler nye børneoplevelser til vandrerhjemmene i Givskud og Vejle

- Trim, et træningsredskab til daginst. Børnenes Kontor i Esbjerg, der ved at kombinere leg og læring skal gøre det sjovere for børn 3-6 år med spastiske lammelser at træne

- Børn Som Designpartnere, hvor virksomheder og organisationer lærer, hvordan man inddrager børn i udviklingen af produkter og oplevelser, bl.a. i samarbejde med Egmont Serieforlaget, Billund Kommune og Danmarks nye naturhistoriske museum Naturama i Svendborg

- LITiRUM, der inddrager børn og lærere fra Kjellerup og Vinding skoler i designet af nye interaktive læringsrum 

Det bliver spændende at følge disse nye projekter i den kommende tid.

I 2012 afsluttede vi en række Kids n’ Tweens-projekter. Laboratoriet for Turisme og Oplevelser fejrede afslutningen af Fredericia Battle 1849, Murenes Minder/Magtens Spor og Lillebælt Waters. Laboratoriet for Krop og Bevægelse har afsluttet projekterne Digimovez og iMo Learn mens laboratoriet for Arkitektur og Design har færdiggjort Creators Room og Samarbejde mellem skole og virsomhed.

2012 blev også året, hvor Kids n’ Tweens sprang ud som bogforlag. Vi har udgivet to publikationer, den ene fortæller om projekt Creators Room, den anden er en artikelsamling, der bearbejder temaet Kommunikation Med Børn. Begge publikationer kan bestilles via vores hjemmeside. Vi har også produceret en stribe videoer fra vores projekter. Se dem på vores YouTube-kanal her.

Vi har også kunnet tiltrække mange mennesker til årets arrangementer. 160 personer deltog i symposiet Kommunikation Med Børn 9. februar. Se præsentationer fra symposiet i vores vidensbank her

Created 4 Kids konferencen i november, hvor Kids n’ Tweens var medarrangør, tiltrak et tilsvarende antal deltagere. I april var der 130 deltagere til et seminar om nyindretning af daginstitutioner, og i maj var der 120 deltagere til et seminar om nyindretning af rum i folkeskolen. Derudover har vi afholdt en række velbesøgte, mindre seminarer, bl.a. inden for indretning af daginstitutioner, om Lillebælt Waters osv. 

I det hele taget sporer vi stor interesse for Kids n’ Tweens. Vores elektroniske nyhedsbrev har rundet de 540 abonnenter. Vores LinkedIn gruppe har knap 200 medlemmer, og i selve projektet har vi nu rundet de 130 partnere.

Så der er absolut ingen grund til at slutte her. Selv om Kids n’ Tweens slutter i foråret 2013 vil vi forsøge at fortsætte arbejdet med at forstå og nå de 3-12 årige. Vi vil bygge videre på det fundament Kids n’ Tweens har skabt, og vi håber du vil engagere dig i det videre arbejde. Vi har brug for din hjælp og dine gode ideer - du hører snart fra os igen.

God jul og godt nytår!