Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

Creators Room, ny publikation om rum i daginstitutioner

Ny publikation ”Creators Room - hvis rummet er på tværs, bliver pædagogikken på trods” om indretningen af rum til børn i daginstitutioner.

De voksne fylder for meget, lyder ét af de centrale budskaber i en ny publikation om indretningen af rum til børn mellem nul og seks fra ”Creators Room”, et eksperimenterende forløb under det EU-finansierede udviklingsprojekt ”Kids n’ Tweens – Leg og Læring”, baseret i Spinderihallerne, Vejle.
I publikationen viser pædagoger, indretningseksperter og håndværkere nye måder at indrette på, med respekt for børns udviklings- og udfoldelsesmuligheder.

I dag ser mange daginstitutioner sådan her ud:
Borde i voksenhøjde, legetøj uden for nåhøjde, belysning, der blænder børn, når de ser op imod de voksne, store, rengøringsvenlige, men kolde og uindbydende gulvarealer, minimalistiske møbler i lakeret bøg og pæne men uinspirerende hvide vægge, peppet op med tilbehør i kulsort og pangfarver.
Det kan gøres bedre, mener folkene bag Creators Room.

To daginstitutioner i Odense, Carls Børnehus og Børnehuset Bjørnemosen, har åbnet dørene og ladet eksperterne eksperimentere, bl.a. med at afskærme flere mindre rum i det store rum. Med halvvægge og niveauforskelle er der skabt rammer, hvor lege uforstyrret kan udvikle sig. Og selv om der kun er tale om forsøg og førsteudkast til nyt inventar af billige naturmaterialer, meldes der ovenud positivt tilbage om roligere og gladere børn, bedre trivsel generelt og lavere sygefravær blandt personalet.

I Børnehuset Bjørnemosen delte man et 42 kvm fællesrum op i tre: et afskærmet kreativt værksted, en forhøjet fordybelses-ø og et frirum til passage og leg. Desuden blev akustik og farvesætning forbedret.
Personalet fortæller:
- En treårig pige, der lige var begyndt i børnehave, havde meget svært ved at finde sig til rette. Men med nogle trygge puder i et hjørne på et af fordybelsesøens øverste trin fandt hun ro. Her kunne hun overskue institutionen, betragte de andre og finde ud af, hvordan hun kunne byde ind i deres leg.

I Carls Børnehus nedlagde man samtlige stuer og lod dem genopstå som læringsrum for institutionens 60 børn. Et af de tre rum, Værkstedsrummet, er udviklet og indrettet i samarbejde med Creators Room:
- Vi har fået det rum vi drømte om. Federe faktisk, siger daglig leder Annemette Vest. Hun er især begejstret for rullebordene med materialer i børnehøjde og bardisken, hvor børn og voksne arbejder sammen i øjenhøjde.

  
Creators Room er skabt af eksperter i rumindretning fra virksomheden base it, udviklingskonsulent Lene Iversholt, University College Lillebælt, og Palmelund Inventarsnedkeri, i tæt samarbejde med børn, pædagoger og ledere i de to odenseanske daginstitutioner.

Overordnet handler projektet Creators Room om, at tidens pædagogiske visioner kalder på nye ideer, større fleksibilitet og flere vovede eksperimenter i forbindelse med indretningen af rum til førskolebørn. Behov, som de eksisterende møbelkataloger ikke indfrier og som hæver sig over de almindelige praktiske krav, der typisk stilles om rengøringsvenlighed og ergonomiske hensyn.
Nu er disse visioner omsat til to spændende bud på rum til børn. Rum, der fungerer i den praktiske virkelighed, skaber bedre trivsel og er til at betale ud af et almindeligt institutionsbudget.

Resultaterne fra projektet bliver nu formidlet ud til danske daginstitutioner og relevante organisationer og eksperter.

En elektronisk version af Creator’s Room kan downloades her: http://kidsntweens.dk/filer/Creators_Room_digital.pdf
Publikationen kan også bestilles her:
www.billetto.dk/creatorsroom
Bogen koster 105 kr. inkl. forsendelse.

I øjeblikket er der dog en leveringstid på ca. 2 uger.

Yderligere information: Arne Vollertsen, Kids n’ Tweens, mobil 21488355