Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

Børn designer app’s - Nyt Kids n’ Tweens projekt i samarbejde med Egmont Serieforlaget A/S

Der er god efterspørgsel på apps til børn. Egmonts Rasmus Klump-app er blevet downloadet mere end 140.000 gange og har omsat for mere end 2 mio kr., siden den blev lanceret i marts sidste år. Nu kaster app-udviklerne sig over Prop og Berta-universet og denne gang i samarbejde med børn fra daginstitutionen Sanseslottet i Kolding og en projektansvarlig interaktionsdesigner, Aviaja Borup, Laboratorium for Arkitektur & Design i Kids n' Tweens.

Efter to ugers tema i institutionen, filmfremvisning og snak om, hvad der er sjovt, har børnene netop medvirket i en første kreativ workshop, hvor de byggede små dukkescener fra filmen.

Med workshoppen skydes projekt ”Børn som designpartnere” i gang. Det er en del af Leg og Læring - Kids n' Tweens Lifestyle-projektet, som Spinderihallerne Vejle står bag.

”Vi har som strategisk mål, at alle vores produkt- og designrelaterede beslutninger skal tages på baggrund af indsigt i vores forbrugere. Men da vi kommer fra et langt liv som blad- og tegneserieudgivere, er der en masse ting at lære i takt med, at vi også favner børnenes digitale underholdningsplatforme. Vi vil få nye indsigter i, hvordan den trykfølsomme skærm kan indgå i børns lege- og oplevelsesrum, specielt omkring historiefortælling, som jo er vores kerneforretning. Det er nyt for os at komme så tæt på børnenes hverdag som vi kan i dette projekt. Og vi glæder os allerede over den dokumentation vi får med hjem, til at arbejde videre med”, udtaler Marie Oosterbaan, digital redaktør i Egmont Serieforlaget A/S.

Som resultat af forløbet udgiver Kids n' Tweens en række værktøjer til virksomheder som hjælp til at inddrage børn i tænkningen af nye løsningsrum for fremtidige apps. I dette tilfælde med udgangspunkt i fortællingsuniverser- og figurer.

”Børn er enormt inspirerende og har en kæmpe fantasi, som de kan videregive, hvis de bliver inddraget på den rigtige måde. Her kan ”univers” værktøjet være en måde til at afdække, hvad børnene synes er interessant, og afprøve de ideer, de har” siger Aviaja Borup, og erkender samtidig, at det kan forlænge processen og være svært at inddrage børn, når der skal udvikles produkter.

Læs mere om Børn som Designpartner-projektet på http://kidsntweens2.inet-designer.dk/idd124.asp