Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

Nye medarbejdere i laboratorium for Arkitektur og Design

Arkitektskolen Aarhus som står for ledelsen af laboratorium for Arkitektur og design har ansat arkitekt Kari Moseng og interaktionsdesigner Aviaja Borup Lynggaard i stedet for Tina Holm, som er startet i Legofonden.

Kari Moseng har gennem en årrække primært beskæftiget sig med udvikling af fysiske rammer for læring i folkeskolen og gymnasiet. Kari underviser ved Arkitektskolen Aarhus og undersøger i et forskningsprojekt nye rumtypologier i fremtidens folkeskole. Hos Kids n’ Tweens vil Kari lede projekt ”Samarbejde mellem skole og erhverv”, hvor hun lige nu samarbejder med Engum skole ved Vejle om at udvikle fremtidens møderum mellem skole og virksomhed.

Læs mere om projektet "Samarbejde mellem skole og erhverv" her.

Aviaja Borup Lynggaard har netop afleveret erhvervs-phd om interaktionsdesign, som hun har lavet hos Bang & Olufsen. Hun har erfaring med at identificere trends og tendenser ud fra brugerstudier. Aviaja har tidligere arbejdet med udvikling af et interaktivt læringsspil til børn i alderen 3-6 år. Hun er vant til at fungere som bindeled i det tværfaglige arbejde mellem industri og forskning. Med næste uges workshop mellem virksomhed og daginstitution affyrer hun startskuddet til ”Børn som designpartnere”. Det er det første samarbejde om udvikling af metoder til inddragelse af børn i produktudvikling.

Læs mere om projektet "Børn som designpartnere" her.