Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

CreatorsRoom-seminar gav konkrete mødeaftaler

Oven på det CreatorsRoom-seminar, der blev holdt i Spinderihallerne i april, har virksomhederne allerede kontakter til andre daginstitutioner, fortæller Karin Bonde fra Base It.

”Vi har fået konkrete mødeaftaler, hvor vi skal ud og kigge på farver, lys og indretning i daginstitutioner, der står overfor at skulle nyindrette rum,” forklarer Karin Bonde.

Formålet med projektet CreatorsRoom er at give inspiration til indretning af daginstitutioner. Karin Bonde fornemmer, at der et stort hul i, hvordan man indretter, så pædagogikken bliver en medspiller. Samtidig har projektet givet hende mere viden til at forklare, hvordan pædagogerne kan bruge hendes virksomhed.

”Hvis jeg indkaldte til et foredrag om farver og indretning, ville jeg have svært ved at få fat i pædagogerne. Men et større arrangement med flere vinkler, så er det nemmere at tiltrække deltagere,” forklarer hun.

Birgitte Palmelund fra Palmelund Inventarsnedkeri, der har lavet møblerne i de to daginstitutioner, er blevet kontaktet af tre daginstitutioner oven på seminaret. Hun synes, at hun fik rigtig god respons på hendes oplæg.

”Vores stand var nærmest et lille værksted, og jeg tror, at pædagogerne kunne leve sig ind i det her rum og se børnene bruge møblerne,” siger hun.

CreatorsRoom er en del af Kids n’ Tweens Lifestyle, der holder til i Spinderihallerne i Vejle og er støttet er EU’s regionalfond og Syddansk Vækstforum.