Forside Shop Design & Fablab Publikationer & Værktøjer Om Kids n' Tweens Log ind

Partnerportræt: Den Sønderjyske Idrætsinstitution

Den Sønderjyske Idrætsinstitution er en integreret daginstitution, som i januar 2010 flyttede ind i helt nye idrætspædagogiske omgivelser. ”I tråd med vores spændende indretning af institutionen ønskede vi at bruge lidt midler på noget unikt og specielt for børnene i institutionen. Noget, som kunne være med til at understøtte og videreudvikle vores pædagogiske idrætsforståelse”, siger leder af D.S.I. Annie Thyrri Jørgensen.

Legeagent
Den pædagogiske idrætsforståelse rummer en tilgang til barnet, der bygger på tre læringsrum og et overordnet begreb kaldet legeagent. Meget kort fortalt betyder dette begreb sammen med de tre læringsrum en overordnet pædagogisk anskuelse af barnet som et unikt og selvstændigt individ med et kæmpe potentiale.

Et individ, som løbende skal stimuleres, styrkes og udfordres i et samspil mellem barn og pædagog, hvor vi i et fællesskab er hinandens rollemodeller og iscenesættere. ”Og det er lige netop her, at et samarbejde med projekt Leg og Læring – kids n´ Tweens Lifestyle kom ind i billedet, da vi i et sådant samarbejde kunne se en helt unik mulighed for dette”, pointerer Annie.

MeeWee Room
”Helt konkret har vi i samarbejde med virksomhederne Hjernø og Madsen, Tress og UCL udviklet MeeWee Room. Et spændende rum, som medvirker til en helt ny måde at stimulere børns sprog, sanser, motorik og fantasi på og dermed skabe helt nye rammer for leg og læring i vores daginstitutioner via brug af medier”, fastslår Annie Thyrri Jørgensen. ”Vi er nået rigtig langt med rummet og kan se, at børnene griber de nye muligheder og udfordringer, som et sådan rum giver”, fortsætter hun.

”Rummet er i funktion, men dermed ikke sagt, at det ikke kan udvikles yderligere såvel indenfor det motoriske, tekniske(i forhold til børnenes brug af medier) og endvidere i forhold til storytelling m.v. Det er kun fantasien, der sætter grænser og såvel børn som voksne i Den Sønderjyske Idrætsinstitution er meget åbne og interesserede i at videreudvikle dette rum”, afslutter Annie.

MeeWee i TV avisen
Den 26. september kl. 18.30 var der et 2 minutters indslag om MeeWee Room, der havde premiere den 22. september. Se indslaget her: http://www.dr.dk/nu/nyheder#/od/tv-avisen-1830/19010